Musikken (DK), Nr. 2, juni 1999, side 18:
En genial idé!
Tekst og foto: Tine Frederiksen

Den 28. maj satte jeg Marc Grue stævne på Sebastopol på Sankt Hans Torv. Marc Grue er freelance bassist, men har inden i sig gemt en lille Georg Gearløs. Han har gennem de seneste år udviklet en kombineret bas-vogn og -stol, som vil gøre livet lettere for bassister fremover. Marc Har netop afholdt en velbesøgt reception, for at fremvise sin endelige version af basvognen, som nu er klar til at blive solgt.

Hvordan kom du overhovedet på den idé at lave en kombineret vogn og stol?
"Ideen begyndte at tage form tilbage i 94, hvor jeg spillede meget rundt omkring og derfor skulle transportere bassen en del rundt uden at have en bil. Dengang kørte jeg rundt med bassen på en vogn til vasketøjskurve, som var tilpasset til formålet. Det var sådan set også fint nok, men jeg havde store vanskeligheder med at finde en egnet stol, de var enten for tunge, ikke høje nok osv. Jeg begyndte derfor at lege med tanken om at sætte et sæde på vognen, så jeg blev fri for at skulle slæbe en stol med rundt. Det viste sig dog hurtigt at være en knap så god idé. Der var for det første problemer med hjulene, da det jo ikke var meningen stolen (vognen) skulle være mobil. Så måske var det en idé om hjulene kunne tages af. Desuden så det ikke særlig tjekket ud at sidde og spille på en vasketøjskurvsvogn!"

"Efterhånden tog idéen mere og mere form, og jeg gik ned på metalværkstedet på Huset i Århus med mine skitser for at lave den første model. Siden er meget ændret. Jeg har i nært samarbejde med ingeniør Henning Forbech valgt at fremstille vognen i et lettere og mere holdbart materiale. Dimensionerne er derfor ændret, og vi har fundet frem til de rigtige låsemekanismer, der gør den nem og sikker at anvende. Idag sidder vi med den 6. prototype, der er fremstillet af AB-Metal i Thisted, og jeg synes, hvis jeg selv skal sige det, at den er blevet utrolig flot."

Det kunne være sjovt at høre hvordan du har oplevet mødet med ingeniører og håndværkere?
"Det har været en stor oplevelse at møde denne konkrete verden, hvor man arbejder med meget håndfaste ting såsom gode eller dårlige svejsninger, materialevalg o.lign. Jeg har bl.a. måttet lære at arbejde i metal og tegne korrekte arbejdstegninger. Det i sig selv har været en udfordring, og jeg er utrolig glad for den hjælp og de opmuntrende skulderklap, jeg har fået af netop ingeniører og håndværkere. Det har været spændende at arbejde sammen med fagfolk indenfor de "hårde" områder, og jeg har virkelig nydt godt af alle deres erfaringer."

Det lyder som om du har brugt meget tid på denne vogn, hvordan har det påvirket din hverdag?
"Det har til tider været rigtig hårdt. Jeg skulle både passe mine jobs og overholde deadlines (aftaler) i forbindelse med ingeniøren og producenten. Meget ofte har jeg måtte ofre min nattesøvn for at kunne nå det hele. Der har heller ikke altid været tid til familie og venner, men det har der oftest været forståelse for."

Hvad har været det største øjeblik?
"Det største øjeblik var nok, da jeg hos AB-Metal blev præsenteret for prototypen til den endelige vogn. Da begyndte det for alvor at gå op for mig, at nu var vognen færdig. Fem års arbejde med udvikling og perfektionering var gået og nu stod den færdige vogn for mine fødder."

Hvad er så dine forventninger til fremtiden?
"Det har hovedsageligt været mit mål at udvikle den optimale vogn/stol, der kunne dække de behov, en bassist har til dagligt. Jeg mener selv målet er nået og er stolt over at være nået så langt, at jeg nu kan tilbyde den til andre bassister. Rent økonomisk, har jeg været nødt til at låne en del penge i banken for at få projektet på benene, og jeg håber i første omgang på, i løbet af nogle år at få bragt balance i det regnskab. Det er selvfølgelig en drøm, at den på et eller andet tidspunkt også vil kaste lidt af sig."

Hvordan vil du markedsføre din vogn?
"I første omgang vil jeg sælge den i Europa. Der vil blive udfærdiget brochurer som vil blive sendt til bassister, instrumentmagere og orkestre. Der er også mulighed for at besøge min hjemmeside www.doublebass.info, hvor der er billeder og information om vognen, og hvor man vil kunne bestille den direkte. Når det er faldet på plads, er det planen, at jeg vil vise den frem i USA og evt. få en aftale med en distributør derovre."

Med disse afsluttende kommentarer, takker jeg på redaktionens vegne for interviewet. Vi ønsker Marc tillykke med succesen og håber, han vil få medvind med sit arbejde med vognen.

Press reviews


Double Bassist



Musikeren
Musikken
Bastidende

© Marc Grue/Double Design, 1998-2006, Patented